Haugsted: Vi har aflyst krisen!
15/07-2010
Luftfragt på gummihjul er en øvelse for professionelle – og det er netop Haugsteds gebet..
-Vi er en direkte afspejling af udviklingen i Cargo Center Billund: Når fragtmængderne i CCB stiger, øges vores aktivitet – og det er heldigvis lige, hvad der sker igen i disse tider. Vi har aflyst krisen for vores vedkommende! siger Carsten Ebsen, Operations Manager ved Haugsted i Billund.
-Vores trafikker foregår i helt faste rutiner med faste køretider. Hvor en regulær vognmænd vil beregne afgangstidspunktet fra lastning af bilen, beregner vi det ud fra, hvornår vi skal være fremme ved ankomstlufthavnen. For vi kører under samme betingelser som et fly: Lasten skal være fremme på stedet nøjagtigt på tid for at ramme de flytransporter, forsendelserne skal videre ud i verden på.
-Hele den samlede operation kræver en minutiøs planlægning og logistik omkring produktionssystemet, der rummer ni trucks og i alt ca 30 chauffører. Når trucken er afgået fra Billund, skal den holdes i bevægelse hele vejen frem til sit mål. Vi kan derfor ikke nøjes med et system, hvor vi som andre vognmænd sender to chauffører af sted. For de skal jo hvile efter ni timer, og det vil betyde, at vognen skal holde stille, når den har kørt i 20 timer, så hviletidsbestemmelserne kan overholdes.
-Vi har derfor chauffører ude i ”hvilepositioner” rundt omkring i systemet, således at de er klar til at overtage trucken, når den kommer frem. Så skiftes der besætning – og vognen ruller videre uden ophold. Det kan være lange stræk: Op til 18 timer på en tur på 1.250 km til London..
-Tilsvarende søger vi gennem planlægning at opnå, at vognene i videst muligt omfang vender tilbage, læsset med importgods til Billund. Det er jo for os som for andre virksomheder et spørgsmål om at optimere driften, så det er så omkostningseffektiv som mulig. Vi har omkring 90 procent af vognene fyldt på tilbagevejen, når de kommer tilbage til Billund fra lufthavne som Frankfurt, Luxembourg, Amsterdam og Bruxelles, der er de store faste importlufthavne.
-Alle vore trucks der udstyret med satellitkommunikation, og vi har track & trace på shipment-niveau, så vi og kunderne hele tiden kan overvåge nøjagtigt hvor langt deres trafikker er kommet.
-Vore schedulerede destinationer på rutenettet omfatter stort set alle væsentlige europæiske lufthavne i et fast system, og vi har nu opbygget vores ekspertise gennem godt 20 år i samarbejde med Cargo Center Billund.
-Vi har således outsourcet al fysisk håndtering af fragten, inklusive opbygning af lasterne, til Cargo Center Billund, og vi står så selv for alt papirarbejdet og dokumentationen omkring fragterne. Det hele fungerer som en velsmurt maskine – og vi har et fantastisk godt og tæt samarbejde med Cargo Center Billund, siger Carsten Ebsen.
Og der jo nok at flytte rundt på for Haugsted: Den almindelige tommelfingerregel siger, at godt 65 procent af al dansk luftfragt genereres i Vestdanmark - og af al luftfragt gennem Cargo Center Billund går godt 95 procent på hjul..
Læs flere nyheder |